Snapshots


Et blik, der insisterer på sit eget blikfang. Rødkål der ligner sig selv og så alligevel har noget igangsættende over sig. En fotografering af Rødkål der er så prunkløs at man bliver nødt til at overveje om der er mere i billedet end rødkål. Det er der ikke, men nu er tankerne og følelserne sat i gang.

Jens Brinks snapshots oscillerer mellem det manifesterende konkrete og det lakonisk fabulerende. Der er en befriende face value over mange af fotografierne. Og så er der alligevel en grafisk detalje, en farve, en titel, der sætter en spore i beskuerens mulighed for at komme helt overens med billedet. Der leges med skala, altid med umiddelbarhed, aldrig med rendyrkelse eller perfektion som mål: når en Galaxe fremmanes i en skive vandmelon, er der taget en bid af den.

Der kredses og kræses om dansk natur. Den bliver sat på spidsen, ikke en opadgående spids mod høje tinder, tværtimod, peger spidsen ned- eller indad, mod folkesjælen, som når rørte vande i en vandpyt er Gejser. Eller når et forvokset dankort-skilt er plakatsøjle for en tivoliseret Andedam.
Naturen er ikke den kraft, den så ofte gøres til, den er snarere unaturlig. Dyr, der spiser med-arten, menneskets frokost, er et gennemgående motiv. Et foto, Storm, har noget schwung over sig, men det overgås snildt i ildevarslende uhygge af Efter stormen, som kommer lige før Stormen.

Det lyder måske indviklet, men det er det lige præcis ikke. Snaps’ene springer af siderne; lige så hurtigt som de sætter sig på nethinden, lige så længe bliver de ved med at værke, at pille ved alt det vi kender så godt. Det er ikke det hypede, magiske øjeblik, der er indfanget af Jens Brink, det er blikket selv. Det er fængende, overraskende og overvældende på sin egen ydmyge facon.